Forside » Google Adwords » Stavefegl i Advords
OnlineAds

Stavefegl i Advords

Jeg har i den seneste tid overtaget adskillige Adwords-konti fra nye kunder, som søger hjælp til online markedsføring. Det glæder mig utrolig meget, og det har fået mig til at tænke på, hvor forskelligt online markedsføring bliver opfattet fra traditionel markedsføring i virksomhederne.

Ælle Bælle, vil du lave vores annoncer?
De fleste virksomheder, store som små, kunne aldrig drømme om at vælge en tilfældig medarbejder og lade ham/hende lave annoncer til aviser og magasiner uden erfaring for billedbehandling, grafik, opsætning osv., blot fordi den pågældende medarbejder har en fritidsinteresse for billeder.

Man finder selvfølgelig et reklamebureau eller en grafisk virksomhed, for det skal jo se godt ud, og der skal sendes de rigtige signaler og budskaber til markedet! Der bliver læst korrektur, billederne skal være i den rigtige opløsning og resultatet skal godkendes inden indrykning i selv den lokale ugeavis. Der bliver investeret både tid og penge i annoncer til medierne som typisk kan have alt mellem 5.000 og 500.000 eksponeringer per indrykning.

Dræbende ligegyldighed
Forstå mig ret; selvfølgelig skal man bruge tiden og pengene på at skabe de rigtige annoncer, overveje indholdet, mål og budskab samt købe ind til de rigtige priser. Har man ikke kompetencerne, erfaringen eller tiden til dette, må man enten finde nogen som har, åbne sin egen marketingafdeling eller helt lade være med at indrykke.

Jeg konstaterer blot, at hvis størstedelen af Danmarks virksomheder investerede tilsvarende ressourcer i deres online markedsføring, så ville deres resultater se helt anderledes ud!

Hvor man kræver erfarne grafikere og reklamebureauer til annonceproduktionen, så overlader mange virksomheder deres samlede online aktiviteter i hænderne på fuldstændigt uerfarne mennesker, interne eller eksterne. Som med alt andet betyder denne manglende viden, erfaring og forståelse for online markedsføring oftest dårlige kampagner, spildte penge og tabte kunder.

De fleste ved efterhånden at Google er den absolut fortrukne søgemaskine i Danmark (med en markedsandel tæt på 95%), Skandinavien, Europa og verden for den sags skyld. Google har overhalet TV2, og er nu dét medie i Danmark med den største omsætning, men alligevel undervurderer mange virksomheder tilsyneladende potentialet på Google med en dræbende ligegyldighed!

For at give et simpelt eksempel på dette, har jeg søgt efter ”Bank” med følgende resultater:

Google Søgning "Bank" 21. januar 2011

Google finder 8.710.000 resultater med estimeret trafik på 823.000 danske søgninger om måneden på dette ene søgeord. I min verden et stort potentiale for at ramme en relevant målgruppe med det helt rigtige budskab, mens de sidder med behovet for at vide mere om ”Bank”, selvom det er et meget bredt søgeord. Alligevel ses det, at Nykredit kører en topplaceret annonce med stavefejl!

Hvad øjet ikke ser..
Problemet er at online markedsføring er langt mere uhåndgribeligt og usynligt end en annonce i avisen. Jeg ser i mange tilfælde, at chefen beder den IT-ansvarlige, eller den som kommer tættest på, om at lave én af de der Google Adwords kampagner; og som sagt, så gjort.

Derefter glemmer chefen, at der faktisk kører en online kampagne. Han ser selvfølgelig regningen engang imellem og spørger til det. ”Jamen, det går fint. Vi får masser af klik.” siger den IT-ansvarlige.

Hvis ikke man aktivt søger efter alle ord i kampagnen opdager man ikke om der er stavfejl, fejl i destinationsadressen, fejl i priserne eller tilbuddet osv., og hvorfor skulle marketingchefen for Nykredit sidde og søge efter ”Bank”?

Til gengæld nærlæser han JP, Berlingske og Børsen, og ser han den mindste fejl i annoncen, ringer han op til den marketingansvarlige søndag morgen kl. 10.12.

Kampagner på Google Adwords kræver konstant opmærksomhed og konstant optimering. Det tager tid og det koster penge. Det kræver viden og det kræver erfaring. Det er ikke nok at vælge 100 søgeord, smide dem ind i én annoncegruppe og skrive en annonce.

TIL GENGÆLD er potentialet enormt, og det bliver ikke mindre, tværtimod! Hav i det mindste respekt nok for dig selv og dine kunder til ikke at lave stavefejl i dine Adwords.

Flere gode ressourcer til optimering af Google Adwords kampagner:
Checkliste til optimering af PPC kampagner, fra PPChero.com