11 ingredienser afgør succes – få opskriften på content marketing her

04 mar 2016 | Henrik Ernst Hansen, CEO

Arbejder din virksomhed med content marketing? Hvis ikke, bør du læse med her og få styr på ingredienserne i din marketingstrategi, inden du risikerer at fordærve din målgruppes smagsløg med pushy salgsreklame.

I dette blogindlæg præsenterer vi 11 afgørende ingredienser i opskriften på succesfuld content marketing, der vil smage både dig og din målgruppe.

Content marketing er ikke noget nyt begreb – faktisk er det ikke engang et buzzword længere, men det er kommet for at blive. Faktisk viser en ny undersøgelse om content marketing i Danmark 2016, at hele 82 % af i alt 462 adspurgte danske virksomheder har integreret konceptet i deres markedsføring.

For nogle virksomheder kan content marketing stadig være svært at komme ind på livet af. Men hvorfor er det vigtigt at servicere målgruppen med content marketing i stedet for at nøjes med traditionel markedsføring? Med dette indlæg gør vi dig klogere på marketingdisciplinen og hjælper dig godt fra start.

Hvad er content marketing?

Content marketing går i korte træk ud på at tiltrække sin målgruppe med relevant indhold og relevante emner frem for forstyrrende annoncer og reklamer. Kunsten er at fjerne fokus fra virksomheden og i stedet producere indhold, som målgruppen finder inspirerende og underholdende.

Hvorfor skal virksomheden i gang med content marketing?

Dine kunder ringer sjældent til din kundeservice, når de mangler svar på et spørgsmål eller overvejer et køb. I stedet søger de svaret på nettet. Content marketing går ud på at besvare disse spørgsmål som en hjælpende hånd til kunderne, så de kan træffe den rigtige købsbeslutning. Med content marketing har virksomheden mulighed for at tiltrække og opbygge relationer til målgruppen, der skaber tillid og ikke mindst salg.

Hvad er udbyttet?

Content marketing er en form for online kundeservice gennem hele salgsprocessen, og fordelene ved at bruge content marketing er mange. Det kan øge trafikken til din hjemmeside, skabe varme leads, bedre placeringer i søgemaskinerne, styrke brandværdien, være loyalitets- og troværdighedsopbyggende – og til sidst: øge salget.

Opskriften på succesfuld content marketing med 11 afgørende ingredienser

Hvordan din virksomhed kan komme i gang med succesfuld content marketing, så den bedre kan nå målgruppen, giver vi dig her en opskrift på.

Opskriften indledes først og fremmest med en veltilberedt strategi:

1. Udarbejd en content marketing-strategi

At have en strategi parat giver større resultater, men den omtalte content marketing-undersøgelse viser faktisk, at kun 25 % af virksomhederne, der benytter content marketing, har en nedskrevet strategi. Virksomheden bør udarbejde en strategi og opsætte mål for sin content marketing. Strategien bør tage afsæt i virksomhedens nuværende situation og være langsigtet, da content marketing ofte ikke giver udslag på bundlinjen med det samme. Mål eller delmål kan være:

• Flere tilmeldinger til nyhedsbrev eller downloads af materiale
• Øget trafik til en hjemmeside
• Flere kundeleads eller salg
• Tilstedeværelse i målgruppens Top-Of-Mind hvis et behov opstår
• Øget engagement på sociale medier
• Bedre branding og rekruttering af brandambassadører

Dernæst bør virksomheden gøre sig tanker om, hvilken specifik målgruppe indholdet skal hjælpe og tiltrække, og på hvilke platforme målgruppen befinder sig. Derefter bør strategien komme ind på, hvilke emner i forhold til indhold og ekspertviden som kan differentiere virksomheden fra andre, og også hvilken tone og visuel stil indholdet skal have. Til sidst bør strategien indeholde en handlingsplan for eksekvering.

2. Sæt holdet for virksomhedens content marketing

Når virksomhedens content marketing-strategi er på plads, skal det afgøres, hvilke ressourcer man vil afsætte i form af medarbejdere. Når holdet er sat, skal alle have indsigt i strategien. Derefter skal ansvaret for, at der løbende bliver produceret, publiceret og distribueret nyt indhold, fordeles.

3. Overvej forskellige typer af indhold

Godt indhold bør ikke være sælgende, men derimod hjælpsomt, guidende eller fremsætte gode råd, som på den ene eller anden måde kan relateres til virksomheden. Sælger virksomheden hårde hvidevare, kunne gode råd eksempelvis handle om rengøring eller vedligeholdelse. Rådene kan fx produceres og gøres tilgængelige som blogindlæg, white papers, video eller infografikker.

4. Identificér de rigtige emner

Content marketing handler i store træk om at skabe relevant, inspirerende og underholdende indhold, som besvarer de spørgsmål, kunderne stiller sig selv i købsprocessen og derfor også i søgemaskinerne eller på sociale medier. Emner og indhold, som besvarer de spørgsmål, kan man fx hente fra kundeservice, virksomhedens hovedmail, via et spørgeskema, interview af kunder eller Google Adwords’ søgeordsplanlægger.

5. Planlæg virksomhedens content marketing

For at fastholde produktionen af nyt indhold er det en god ide at skrive det ind i en kalender, fx i form af et delevenligt Google Sheet. Her bør dato for udgivelse, kilde, emnebeskrivelse, og målgruppe fremgå. På den måde kan du fastholde produktionen af nyt indhold.

6. Skriv indholdet til målgruppen – og søgemaskinerne

Når det enkelte emne er bestemt og planlagt, skal det helt rigtige indhold produceres. Her er det altafgørende, at skribenten tænker på, hvilke ord målgruppen selv anvender, hvis de skal finde frem til indholdet. Når du skriver indholdet, bør du derfor sørge for at inddrage keywords eller nøgleord, som du ønsker at gøre synligt i søgemaskinerne. Nøgleordene skal gå igen i overskrifter, underoverskrifter og i brødteksten.

7. Gør indholdet brugervenligt og let at læse

I dag har brugere travlt, når de er på nettet, og derfor er det en god ide at gøre indholdet brugervenligt, nemt at forstå og let at læse. Det kan du gøre ved at dele teksten op i mindre afsnit, skrive gode overskrifter og underoverskrifter, tilføje billeder eller infografikker og fremhæve pointer i punktform.

8. Gør dit indhold tilgængeligt

Indholdet bør placeres på din egen hjemmeside under nyheder, artikler eller på en blog afhængig af indholdet. Derefter kan du med fordel dele indholdet i en opdatering på de sociale medier, hvor målgruppen er til stede, og virksomheden har en etableret tilstedeværelse. Her bør du nøje overveje, hvordan opdateringens intro skal se ud. Den er afgørende for, om du fanger målgruppens opmærksomhed og giver dem lyst til at engagere sig i indholdet, så de klikker og ledes over på din hjemmeside, hvor de kan bearbejdes som potentielle nye leads.

9. Brug Content marketing som en del af virksomhedens markedsføring

Har du distribueret dit indhold, kan du med fordel tilkøbe yderligere eksponering over for din målgruppe. Det er en mulighed på eksempelvis sociale medier som Facebook, Instagram, LinkedIn og Twitter. Fordelen er, at eksponeringen umiddelbart vil opfattes som ren reklame, men som at virksomheden i stedet ønsker at dele ud af sin viden.

10. Øg dit outreach

En metode og et middel til at øge indholdets synlighed i søgemaskinerne er gennem linkbuilding. Linkbuilding går i store træk ud på at skabe links til indholdet fra andre hjemmesider. Det kan man gøre ved at identificere nyhedsmedier og blogs, som skriver til den samme målgruppe. Fx kunne en blogger, som udelukkende skriver om sundhed, være interesseret i at linke til artiklen ”10 gode råd til en sundere krop”.

11. Mål ROI og optimér indsatsen

En nedskrevet strategi gør virksomheden bevidst om, hvilke mål der er sat, og derfor viser strategien også, hvordan du kan måle ROI. En måde at måle indsatsen på er gennem den Google Analytics-konto, som er tilknyttet hjemmesiden, og indsigtsmoduler på sociale medier. Det giver dig en indikation af, hvilket indhold målgruppen og dine kunder kan lide, og hvad der ikke interesserer dem. Det bør du tilpasse din videre indsats ud fra. Husk, at content marketing-udbyttet både sker på den korte og lange bane: På den korte bane i form af engagement på sociale medier og på den lange bane gennem den organiske trafik fra søgemaskinerne. Er virksomheden i stand til at producere nyt indhold, vil udbyttet blot øges med tiden. På den måde starter og slutter indsatsen i en god og gennemtænkt strategi.

Så er det ellers bare at smøge ærmerne op og komme i gang med at tilberede den helt rette strategi, der gør målgruppen sulten og får den til at komme igen.

Velbekomme!

Henrik Ernst Hansen

CEO

Skal din virksomhed i gang med content marketing?

Du er altid velkommen til at tage fat i mig og høre mere om, hvordan content marketing kan styrke dit brand og din forretning.

Top