Grafisk designer

Har du flair for digitale medier? Er født med en kreativ og æstetisk sans?  Og har du mod på at tage styring på visualisering af komplekse produkter og budskaber?

Ja? Så tilsæt blot en god portion nysgerrighed og teamspirit, og så har du rigtig gode forudsætninger for at blive Mindmills næste grafiske designer.

Er DU vores nye kollega?

Vi søger lige nu en visuel og kreativ supermand/kvinde, der formår at omsætte ord og kringlende tekster til levende billeder og bevægelse. Vi har nemlig brug for en ekstra hånd (eller to 😊) i vores grafikerteam, der pt. består af tre personer.

Som grafiker i Mindmill kommer du til at prøve kræfter med lidt af hvert inden for B2B Marketing.

Du vil arbejde på dine egne kundeopgaver, hvor du blandt andet skal designe og udvikle brandingannoncer og kampagnemateriale som brochurer, white papers og e-bøger. Du kommer også til at arbejde med webdesign.

Selvom de fleste opgaver løses selvstændigt gør vi meget ud af løbende sparring og feedback i vores team, så vi udvikler os sammen. Det betyder også, at du har gode muligheder for at påvirke både egne og fælles arbejdsgange.

Du får en stor diversitet i dine opgaver, da du skal arbejde med en bred vifte af forskellige virksomheder i vidt forskellige brancher – alle med hver deres brand guidelines, visuelle udtryk og målgrupper.

Helt konkret kommer du til at arbejde med:
  • Statiske annoncegrafikker til sociale medier
  • Displayannoncer
  • Opsætning af brochurer, white papers og tjeklister
  • Motions graphics til videoer, explainers, annoncer og websites
  • Effektive landingpages i vores custom WordPress-builder
  • Grafisk sparring og support, både internt i den grafiske afdeling men også med annonce- video- og content specialister
  • Ad hoc opgaver såsom rentegning, retouchering, logoer mm.

Hver dag vil du altså variere imellem grafiske identiteter og formater. Du skal være med til at splitteste farver og former. Og gennem vores kampagneresultater, får du løbende feedback på, hvad der performer godt. På den måde kan du hele tiden optimere og finjustere på dine design-opsætninger.

En af vores vigtigste opgaver i designteamet er at finde den korrekte balance mellem konverterende grafik og vores kunders brand og ønsker.

Hvem er du som person?

Du har af natur sans for design og har en portfolio, der beviser det. Det kommer desuden nemt til dig at forme og skabe visuelle udtryk.

Din passion ligger i billedet og ikke i ordet. Du er vild med at nørde grafiske detaljer, og du holder dig gerne opdateret inden for visuelle trends via forskellige medier. Du har desuden en rigtig god forståelse for Adobe designpakken (hovedsageligt Photoshop, InDesign, Illustrator og gerne After Effects).

Men vigtigst er, at du har styr på dit fag og trives i en verden i bevægelse, hvor vi hele tiden skal tilpasse os de nyeste teknologier og tendenser.

Det går nemlig hurtigt i bureauverdenen, og det skal vi kunne agere efter. Både i forhold til tidsplanlægning men også i forhold til designændringer og nye formater.

Hvem er vi som arbejdsplads?

Mindmill er først og fremmest 40 dedikerede specialister i B2B marketing, digitale strategier, forretningsudvikling og kommerciel inbound salg og marketing.

Vi sidder i dejlige, lyse og store lokaler i Aarhus, hvor vi har samlet en stor flok søde og dygtige mennesker – fra kreative grafikere, video- og content specialister til nørdede udviklere, annoncespecialister og marketing automation specialister.

Vi hjælper kunder som Energi Danmark, CF. Møller, SiccaDania, Danfoss, Toolpack, Krifa, GateHouse og mange flere med digital transformation og next level B2B marketing.

Vi har ét mål: at hjælpe B2B virksomheder med at skabe flere salgsklare leads, bedre salgsmøder og højere konvertering på deres pipeline.

Eller helt kort: at skabe sammenhæng mellem salg og marketing.

Vores opskrift på succes (og hemmelige våben) er vores B2B Marketing Framework®, som kombinerer det bedste fra datadrevet leadgenerering, lead management, inbound marketing og marketing automation.

Vi tilbyder dig

  • En arbejdsplads som prioriterer (og scorer topkarakter på) medarbejdertilfredshed
  • En arbejdsplads som prioriterer (og scorer topkarakter på) kundetilfredshed
  • At blive en del af et unikt hold af vindere, som kæmper for og med hinanden
  • At skabe en karriere i Danmarks førende kommercielt B2B konsulenthus
  • Gratis frugt og drikkevarer
  • Sund frokostordning
  • Hyggelige rammer, søde kollegaer, sjove fester og sociale arrangementer
Sådan ansøger du

Lyder Mindmill som en arbejdsplads for dig?

Så sæt dig til tasterne og få sendt os en ansøgning med det samme. Vi vil nemlig gerne have dig på holdet så hurtigt som muligt. Du sender din ansøgning til Amanda Hansen, Production Manager & Senior Graphic Designer, på e-mail: ash@mindmill.dk. Det er også Amanda, du skal kontakte, hvis du har spørgsmål til stillingen eller vil høre mere om Mindmill. Hun kan fanges på telefon 31 77 44 42.

Ansøgningsfrist: Den 20/02, men vi afholder samtaler løbende og ansætter, når den rigtige er fundet. Send derfor gerne din ansøgning snarest muligt.

Vi glæder os til at se din kreativitet og din grafiske udfoldelse på din ansøgning 😊 Send CV og portfolio med eksempler på dit grafiske arbejde med i din ansøgning.

Amanda Hansen
Amanda Hansen
Head of Production

Har du spørgsmål til stillingen?

Kontakt mig på enten telefon eller mail