Facebook skruer op for interaktiv reklame med Canvas

03 mar 2016 | ,

Facebook har fart på med fornyelsen i disse dage. I sidste uge sagde vi goddag til de nye Reactions-ikoner, og lige i hælene på dem fulgte så: Facebook Canvas.

Vi har set nærmere på den nye annonceringsmulighed til mobilen, og forholdt os til, hvad den betyder for os som annoncører. Og så har vi set lidt med over skulderen på de første effektmålinger – for Facebook har selvfølgelig allerede gennemgået en gennemgribende testperiode, hvor store nordiske brands som SAS også har været inviteret med til bords.

Canvas: Et helt lærred af muligheder

Med den nye annonceringsfunktion giver Facebook annoncører muligheden for at boltre sig på et helt lærred fremfor ”kun” at kommunikere gennem enkeltelementer som video, billeder eller en tekst. Kort fortalt har annoncøren nu hele skærmen til rådighed til sit budskab og kan anvende en kombination af samtlige elementer samtidig med, at lærredet er scrollbart og kan indeholde call-to-action. På den måde klikker brugeren sig direkte fra sit Facebook-feed og ind i annoncørens tilpassede univers – og måske endda videre til annoncørens hjemmeside.

Se Facebooks lanceringsvideo her for at få et visuelt indblik i annoncørens muligheder og brugerens potentielle oplevelse.

Canvas vinder indpas hos brugerne

Som sædvanligt er Facebook gået grundigt til værks og har ladet Canvas gennemgå en længere testperiode før det endelige launch i sidste uge. Og resultaterne virker allerede ganske overbevisende om, at de nye annoncer får stor effekt sammenlignet med andre typer af markedsføring.

Brugerne, der indtil videre har været eksponeret for den nye funktion, bruger nemlig helt op til 70 sekunder på de bedst performende ads, og over halvdelen scroller sig op til halvvejs sig igennem en komplet annonce. Den relativt lange eksponeringstid hænger naturligvis sammen med de nu flere forskellige elementer af indhold, hvor brugeren eksempelvis både præsenteres for videobidder, panorama-views, tekststykker og klikker sig videre til et site fremfor ”kun” at skulle igennem en kort annoncetekst med tilhørende billede.

SAS er et af de 20 brands, der har fået adgang til at prøve kræfter med det nye annonceprodukt i testperioden, og de betegner allerede Canvas som et premium annonceprodukt med høj ROI.

Kun annoncørernes krøllede hjerner sætter grænserne

Canvas giver annoncørerne uanede muligheder for at nå deres målgrupper på en kreativ og værdiskabende måde. Og den nye annoncetype må siges at ramme vor tids digitale paradigme spot on ved at favne annoncørens mulighed for at kombinere oplevelsesøkonomiske elementer inden for eksempelvis Content Marketing med call-to-action i en og samme brugeroplevelse. Hvordan fremtidens reklameunivers nu vil udvikle sig, sætter kun annoncørernes krøllede hjerner grænser for.

Tina Poulsen

Online Marketing Manager

Vil du annoncere på de sociale medier?

Så kontakt mig, og hør om de forskellige muligheder for din virksomhed

Top