LinkedIn gør det nemmere at overskue privatindstillingerne

15 mar 2016 | ,

Det har i lang tid været en udfordring at finde og rette i sine privatindstillinger på LinkedIn og bl.a. bestemme synlighed, præferencer for henvendelser og rette standardting så som sprog og password.

Men i torsdags – d. 10. marts – meldte LinkedIn endelig ud på deres blog, at det med et mere brugervenligt interface bliver nemmere at overskue og rette i sine privatindstillinger.

Overskueligt interface for privatindstillinger

Målet med optimeringen er udelukkende at gøre det nemmere for dig som bruger at navigere rundt i privatindstillingerne, og LinkedIn understreger, at ingen indstillinger er blevet fjernet eller tilføjet.

Helt konkret deler LinkedIn privatindstillinger op i tre hovedpunkter, nemlig:

  1. Konto: Inkluderer indstillinger som at tilføje e-mailadresse, rette password eller sprog.
  2. Privatliv: Her kan du indstille graden af, hvor offentlig profilen skal være, og hvad andre brugere eksponeres for, når du fx ”Synes godt om” eller deler indhold.
  3. Kommunikation: Her rettes i indstillinger for, hvordan LinkedIn og andre medlemmer har lov at kontakte dig og kommunikere med dig.

Nemmere at øge sit netværk og praktisere social selling

Med den simplere vej til at tilpasse sin professionelle tilstedeværelse online bliver det samtidig nemmere at øge sit netværk. For nu foreslår LinkedIn nemlig relevante nye kontakter vha. data om e-mail eller telefonnummer. Du afgør naturligvis selv, hvem der skal have lov at få dig foreslået som kontakt.

En mere reflekteret brug vil sandsynligvis også lede til mere udbytterig interaktion brugere og virksomheder imellem, fordi alle parter nu er klar over hinandens ønsker og behov.

Dét kan kun udvide rammerne for brugernes, virksomhedernes og LinkedIns muligheder for social selling-tendensen, hvor brugerne eksponerer netværket inkl. potentielle arbejdsgivere for sine kompetencer og omvendt har muligheden for i højere eller lavere grad at modtage input tilbage.

De nye rammer optræder allerede på de første profiler under privatliv og indstillinger og forventes rullet ud på hele platformen i løbet af de næste uger.

Tina Poulsen

Online Marketing Manager

Bruger du LinkedIn effektivt?

Jeg hjælper virksomheder med at markedsføre sig på LinkedIn og anvende platformen strategisk til at skabe leads og synlighed. Skal jeg også hjælpe din?

Top